Når vi snakker legatansøgninger (og ansøgninger generelt), så er det vigtigt at huske, at der ikke findes en ”guldstandard” for den perfekte ansøgning. Det afhænger fuldkommen af både afsender, modtager og formål. Når det er sagt, så findes der et par generelle tips og tricks som kan hjælpe med at gøre din ansøgning bedre og øge dine chance for at modtage støtte til din udveksling, uddannelse eller praktik i udlandet. Herunder har vi fra FindLegat.dk samlet vores 7 bedste tips til at hjælpe med legatansøgningerne:
1. Start tidligt!
Det lyder simpelt (og det er det) men det at starte i god tid skaber selve fundamentet for en succesfuld ansøgningsproces. Ved at starte tidligt sikrer du dig, at du ikke misser nogle tidsfrister og du giver dig selv mulighed for at skrive gode og målrettede ansøgninger. Derudover er sandsynligheden for at modtage støtte ofte højere for de legater med en tidlig ansøgningsfrist, da færre simpelthen når at søge dem inden deadline og der derfor er færre om buddet.
2. Målret din ansøgning (og undgå at falde i spredehagls-fælden)
Den fejl, som rigtig mange falder i igen og igen, er fremgangsmåden med at sende utallige nærmest identiske ansøgninger til samtlige legater og fonde, der på overfladen ligner bare at have den mindste relevans for ens ophold. Det eneste dette bidrager til er at spilde din og legatuddelernes tid. Læs i stedet legatets formål grundigt og brug tid på at tilpasse din motiverede ansøgning til denne.
3. KISS (Keep It Short, Stupid)
Denne lettere modificerede udgave af KISS princippet (oprindeligt Keep It Simple, Stupid) fra den amerikanske flåde er et glimrende råd til din legatansøgning. Forsøg at holde den motiverede ansøgning på maksimalt én A4-side (skriftstørrelse 11-12 og normale margener). Legatuddelere skal ofte læse tusindvis af ansøgninger, så det handler om at få sit budskab ud med få ord uden noget ligegyldigt fyld.
”Great advice, hurts my feelings every time” – Dwight Schrute, 2007
4. Skil dig ud fra mængden med din historie
Som beskrevet ovenfor skal legatuddelere læse sig igennem utallige ansøgninger, der alle beder om støtte til mere eller mindre det samme – uddannelse, udveksling, praktik. Forsøg derfor at skille dig ud fra mængden ved hjælp af en tydelig personlig historie, der forklarer hvorfor netop dette ophold kan gøre en forskel i dit liv (og hvordan legatsummen kan bidrage hertil).
5. Overhold retningslinjerne fra legatet
Det lyder igen banalt – men den med afstand største grund til afviste ansøgninger er ikke-overholdte retningslinjer og formalia. Dette vil ofte være den første frasortering. Ligesom med legatets formål er det derfor uhyre vigtigt at læse kravene til ansøgningen grundigt igennem, da det vil være temmelig ærgerligt at gå glip af en tildeling fordi man ikke fik oplyst sit kontonummer eller hvor i landet, man er født.
6. Giv et godt førstehåndsindtryk
Førstehåndsindtrykket for din ansøgning har en kæmpe betydning for den samlede opfattelse og dermed dine muligheder for tildeling af legater. Hvis din ansøgning fremstår rodet eller sløset modvirker det helhedsindtrykket, så forsøg at få din ansøgning til at fremstå organiseret og overskuelig. Små initiativer der kan gøre en stor forskel er:
· Ved onlineansøgning: Sørg for at navngiv dine filer retvisende.
· Ved ansøgning via e-mail: Send påkrævede dokumenter samlet i én PDF-fil og skriv en kort bilagsoversigt (med sidetal) i e-mailen.
· Ved ansøgning via brev: Vedlæg følgebrev (indholdsfortegnelse) med oversigt over vedlagte dokumenter. Klips eventuelt alle dokumenterne sammen, så de er lettere at holde styr på.
7. Lav et realistisk budget
Størstedelen af legater og fonde til uddannelse, udveksling og praktikophold stiller krav til et budget for opholdet. Her er det vigtigt, at du kan fremvise et realistisk budget, der samtidig understreger nødvendigheden af tildelingen af legater for at kunne gennemføre opholdet. Når du opstiller dit budget, så forsøg at være så realistisk som muligt (f.eks. ved at inkludere links til kilder) og undgå at inkludere udgifter til ikke-studierelaterede rejseaktiviteter (det er de færreste legater, der vil sponsorere din surf camp eller dykkercertifikat, hvor fedt det end lyder).
Hvis du vil have flere råd samt skabeloner og guides til ansøgningen, budgettet og meget mere, så har vi hos FindLegat.dk samlet erfaringer fra tidligere succesfulde ansøgninger og gode råd fra legatuddelere i én samlet pakke - den kan du finde via dette link.
Held og lykke med legatsøgningerne!
